Verdens sejeste dame - Malene

Efter en meget lang rejse var det med stor fornøjelse, at jeg kunne byde verdens sejeste dame velkommen til Honduras.  Vi har gennem livet altid taget stor del i hinandens liv, så derfor var det et meget glædelig gensyn, der mødte mig i lufthavnen.

Malene skal være i Honduras i 2,5 uge, og jeg ser meget frem til at vise hende min hverdag hernede med alle børnene på Emmanuel.

Hun har allerede fået nogle nye venner...

 

 

…. Og nu VEJRET!

For at sætte lidt fokus på det, som alle danskere er interesseret i, og som vi altid snakker om, så vil jeg lige præsentere vejr-forskellen mellem Honduras og Danmark.

Honduras:

 

Danmark:

Hernede er vi midt i regntiden, så der kommer jævnligt en ordentlig regnbyge. Kan dog godt se, ifølge DMI, at jeg ikke skal klage.

Dog følger der også en masse negative ting med at bo og leve i et tropisk land. JEG  BLIVER ANGRIBET AF MYG! Nå - hvad skidt - så er der da i det mindste nogle, der er vilde med mig…

Mange skæbner samlet på ét sted

Fattigdom, insest, vold, dødsfald, handicap og manglende interesse - der er mange forskellige årsager til at børnene er havnet på Emmanuel. Hver enkelt barn har en historie bag sig, en ofte barsk historie at forholde sig til - i en alt for ung alder.
Jeg kender langt fra alle børnenes livshistorier, men føler mig meget beæret over, at nogle af deres historier bliver delt med mig. Alle disse historier sætter nogle gange Danmarks problemer lidt i perspektiv - fx når folk raser over, at der bliver fanget pokemon lige ude foran deres have eller når naboens æbletræ hænger over hækken og skygger for middagssolen.

Selvom det er skrækkeligt alt det børnene har oplevet, er det stadig væk et smil og et "Buenos Dias, Como esta?" (God morgen, hvordan har du det?) der møder mig, hver morgen. Drengene elsker stadig væk en rask fodboldkamp og tager gerne et kapløb gennem haven - hvis en har taget en bold, som en anden vil gøre krav på - præcis som danske drenge.

Det er stadig en stor udfordring for mig at være her, men jeg nyder det, og føler mig meget privilegeret over den mulighed, jeg fik i at rejse herover.

 

Hverdagen på Emmanuel

Hverdagen på Emmanuel er så småt begyndt at indfinde sig, og der begynder at være en rutine i de daglige gøremål. For at give jer et lille indblik i, hvordan min hverdag ser ud, så følg med her:

• 05.30 Vækkeuret ringer
• 06.00-08.00 Morgenmedicin uddeles
• 08.30 Gå til Klinikken, for at se, om der er nyt medicin der skal uddeles
• 09-11.30 Leg og aktiviteter for special needs children, som ikke går i skole.
• 12.00 Middagsmedicin uddeles
• 13-14.30 Leg og aktiviteter for Power Toddlerne
• 14.30-15.00 Bade Power Toddlerne - Jov, det tager faktisk kun ½ time at få 25 drenge i bad. Mod de kan gøre det lige så hurtigt i pigernes hus?
• 15.00-16.30 Aftenmedicin uddeles
• 17.00 Klinik-tid - er der noget jeg kan hjælpe med? Er der nyt medicin der skal gives?
• 21.00 Jeg går ud som et lys. Det er længe siden, at jeg har haft så faste sengetider!

 

Sådan ser en gennemsnitlig dag ud fra mandag til lørdag. Dog er der intet der er gennemsnitligt på Emmanuel. Der er altid et eller andet der skal ordnes, hentes, hjælpes med, handles ind.

Søndag er fridag, hvor der "kun" skal deles medicin ud.

Kaldet til arbejdet i Honduras

Hvad vil det sige at være "kaldet" til noget. Det er et svært begreb, som jeg vil forsøge at sætte lidt ord på. At være en discipel af Jesus handler om at leve som kristen. Troens liv må omsættes i praksis. Det hele handler om at udvise kærlighed til min næste, som Jesus ville have gjort. 

Hvis jeg tænker tilbage på mit relative korte liv, så er der få ting, som jeg har gjort, hvor jeg rent faktisk har følt, at det er noget, jeg er kaldet til fra Gud. Jeg ved, at alle kristne er kaldet til at efterfølge Jesus og forvalte Guds gaver. Men derfra til at have en konkret følelse omkring et kald, har været svært for mig. Hvorfor ævler jeg løs omkring alt dette. Burde jeg ikke skrive om hvor søde børnene er, eller hvor udfordrende det er at være i en fremmede kultur? Jov, det burde jeg, og det kommer der helt sikkert flere indlæg omkring, da hverdagen hernede både er spændende og udfordrende, men jeg synes også at det er vigtigt, at få det hele med - hvorfor er jeg egentlig havnet her, og hvad er min opgave her? 

Da jeg skulle finde ud af, hvor min næste rejsedestination skulle være, var det ved et tilfælde, at jeg kom til at snakke med Impact (som er den organisation, jeg rejser med). Hvis du vil vide lidt om Impact, og det fantastiske arbejde som de gør for udsatte børn og unge, så se med på deres hjemmeside www.viva.dk/impact.

Egentlig er jeg ikke helt pjattet med børn, og jeg ville ikke til en destination, hvor der kun var andre danskere, som lige var blevet færdige med gymnasiet - som var på vej på deres helt store dannelsesrejse. Alt det taget i betragtning er det lidt sjovt, at jeg er endt på et børnehjem sammen med andre volontører som er 19 og 20 år - og ja, lige færdige med gymnasiet. Jeg tror lige præcis, at jeg er endt her fordi Gud har en plan med mig her. Jeg kan ikke sige en konkret opgave, som bekræfter, at jeg er kaldet til arbejdet på Emmanuel. Dog er jeg sikker på, at Gud har en plan med mig her, og han vil udruste mig til de opgaver, som jeg kommer til at stå overfor.

Ankomst Emmanuel

 

Så er jeg endelig nået frem til Emmanuel, hvor mit hjem i de kommende ca 4 måneder hedder:

 

Orfanatorie Emmanuel

Mette Amby

Apdo Postal 20496 Comayaguela, Honduras

 

• Breve og pakker modtages gerne!

Her bor jeg sammen med 7 andre piger. Vi er 4 danskere og 4 amerikanere. Jeg har været så heldig, at få lov til at dele værelse med en københavner, egentlig er jeg lidt i tvivl om sprogbarrieren er størst mellem mig og børnene på Emmanuel, eller om den er større mellem mig og min rombo. Det vil tiden nok vise.

 

Emmanuel er et kæmpe børnehjem med nuværende ca 500 børn i alderen 0-18 år.

Jeg skal primært være ved de såkaldte Power Todlers, som er drenge i alderen 5-7 år. Hold da op der er gang i sådan nogle små dejlige drenge. Så jeg kan godt finde min kreative side frem og finde på aktiviteter de kan lave, når de ikke er i skole.

 

Derudover har jeg fået ansvaret for at uddele medicin på hele Emmanuel - tjo man er vel sygeplejerske. Det betyder, at hver dag er der ca 30 børn der får fast medicin + det løse. Der er meget at holde styr på, og mange ansigter at huske. Det bliver lettere og lettere dag for dag.

Lige nu glæder jeg mig bare til at få en hverdag hernede, og føle at jeg bare har lidt styr på nogle ting.

 

42,5 timers rejse = Honduras

Tænk at det ikke tager længere tid at komme om på den anden side af jorden. Efter små 42,5 timer landede vi sikkert i Tegucigalpa, mandag kl. 10.30 lokal tid (som er 8 timer bagefter Danmark). Jetlag - tjo lidt.

Her skal jeg være i 10 dage til et intensiv spanskkursus sammen med de andre volontører fra Impact.

Mit ordforråd indenfor det spanske, inden afrejse, rækker til "Hola, dos cervezas". Håber på at kunne bare lidt mere, når disse 10 dage er gået. Modet er højt, og skoleattituden er genfundet. Har allerede nu efter 3 dage fundet ud af at sige: "det forstår jeg ikke" - så mon ikke, at jeg nok skal komme godt efter det..!?!

Her ses de sindsstemninger som man kommer igennem på bare 1 times spanskundervisning!