Hverdagen på Emmanuel

Hverdagen på Emmanuel er så småt begyndt at indfinde sig, og der begynder at være en rutine i de daglige gøremål. For at give jer et lille indblik i, hvordan min hverdag ser ud, så følg med her:

• 05.30 Vækkeuret ringer
• 06.00-08.00 Morgenmedicin uddeles
• 08.30 Gå til Klinikken, for at se, om der er nyt medicin der skal uddeles
• 09-11.30 Leg og aktiviteter for special needs children, som ikke går i skole.
• 12.00 Middagsmedicin uddeles
• 13-14.30 Leg og aktiviteter for Power Toddlerne
• 14.30-15.00 Bade Power Toddlerne - Jov, det tager faktisk kun ½ time at få 25 drenge i bad. Mod de kan gøre det lige så hurtigt i pigernes hus?
• 15.00-16.30 Aftenmedicin uddeles
• 17.00 Klinik-tid - er der noget jeg kan hjælpe med? Er der nyt medicin der skal gives?
• 21.00 Jeg går ud som et lys. Det er længe siden, at jeg har haft så faste sengetider!

 

Sådan ser en gennemsnitlig dag ud fra mandag til lørdag. Dog er der intet der er gennemsnitligt på Emmanuel. Der er altid et eller andet der skal ordnes, hentes, hjælpes med, handles ind.

Søndag er fridag, hvor der "kun" skal deles medicin ud.

Kaldet til arbejdet i Honduras

Hvad vil det sige at være "kaldet" til noget. Det er et svært begreb, som jeg vil forsøge at sætte lidt ord på. At være en discipel af Jesus handler om at leve som kristen. Troens liv må omsættes i praksis. Det hele handler om at udvise kærlighed til min næste, som Jesus ville have gjort. 

Hvis jeg tænker tilbage på mit relative korte liv, så er der få ting, som jeg har gjort, hvor jeg rent faktisk har følt, at det er noget, jeg er kaldet til fra Gud. Jeg ved, at alle kristne er kaldet til at efterfølge Jesus og forvalte Guds gaver. Men derfra til at have en konkret følelse omkring et kald, har været svært for mig. Hvorfor ævler jeg løs omkring alt dette. Burde jeg ikke skrive om hvor søde børnene er, eller hvor udfordrende det er at være i en fremmede kultur? Jov, det burde jeg, og det kommer der helt sikkert flere indlæg omkring, da hverdagen hernede både er spændende og udfordrende, men jeg synes også at det er vigtigt, at få det hele med - hvorfor er jeg egentlig havnet her, og hvad er min opgave her? 

Da jeg skulle finde ud af, hvor min næste rejsedestination skulle være, var det ved et tilfælde, at jeg kom til at snakke med Impact (som er den organisation, jeg rejser med). Hvis du vil vide lidt om Impact, og det fantastiske arbejde som de gør for udsatte børn og unge, så se med på deres hjemmeside www.viva.dk/impact.

Egentlig er jeg ikke helt pjattet med børn, og jeg ville ikke til en destination, hvor der kun var andre danskere, som lige var blevet færdige med gymnasiet - som var på vej på deres helt store dannelsesrejse. Alt det taget i betragtning er det lidt sjovt, at jeg er endt på et børnehjem sammen med andre volontører som er 19 og 20 år - og ja, lige færdige med gymnasiet. Jeg tror lige præcis, at jeg er endt her fordi Gud har en plan med mig her. Jeg kan ikke sige en konkret opgave, som bekræfter, at jeg er kaldet til arbejdet på Emmanuel. Dog er jeg sikker på, at Gud har en plan med mig her, og han vil udruste mig til de opgaver, som jeg kommer til at stå overfor.