lørdag den 26. december 2009

Hvad er mest sandsynligt?

Jøderne skulle efter sigende kun vente på to ting:
  1. At Messias skal komme.
  2. At vejarbejdet i Jerusalem skal blive færdig.

Alt taget i betragtning er den første vist mere sandsynligt end den anden. Jerusalem har været en stor byggeplads de sidste 10 år og hvert år bliver man ved med at udskyde slutdatoen på arbejdet. Byen er ved at blive moderniserede med sporvogne, der skal hjælpe med at lette lidt på den ellers meget tunge trafik. Men i stedet for at tage byen i etaper, så man dermed ikke fremprovokere mere trafik end højest nødvendigt, har man valgt at rive hele byen op med roden og først derefter begynde at overveje, hvordan sporvognene kan blive etableret på en smart måde. Men her er ordet effektivitet igen et ord der ikke bliver brugt i daglig tale.

Billederne taler vist nogenlunde for sig selv....

Så sænkede julefreden sig over Jerusalem

Juleaften blev for mit vedkommende holdt hos den danske præstefamilie i Jerusalem. Vi havde en rigtig hyggelig aften med GOD MAD (Kalkun, kartofler, brune kartofler, rødkål, waldorfsalat, chips samt risalamande – en menu der kan få enhver fåreflok til at danse af glæde i dette ellers til tider smagsforstyrrede land ), gaver, samvær, spil, juletræ, sang og dans.

En anderledes måde at holde jul på – langt væk fra familien, traditionerne og de vante omgivelser. Men også en spændende måde at holde jul på – tæt på julens glade budskab og langt væk fra juleræs og stress.



fredag den 18. december 2009

Brunkager, pebernødder og havregrynskugler - Hvor svært kan det være?

Her d. 17. december havde Dinna, Mirjam og jeg, besluttet os for at skulle have en rigtig julehyggedag. Det blev gjort i god stil med julebagning og juleklip. Mor Jytte havde været så venlig at sende et brev ned til mig med forskellige krydderiblandinger, så det dermed ville være lidt lettere at gå i krig med bagningen – tak til mor!
De fleste af ingredienserne var lette nok at skaffe såsom mel og sukker, men da jeg stod oppe i mit lokale supermarked og skulle finde sirup indfandt problemerne sig… Efter lidt tids søgen fandt jeg noget der mindede om sirup, men da jeg kom hjem viste det sig så, at det var honning i stedet…. Men hvad skidt – hvem siger, at man ikke kan komme honning i brunkager?






Anden udfordring var da kagerne skulle bages... Min ovn er mindre end en mikrobølgeovn - så dermed tog det MEGET lang tid, da alle kagerne skulle bages...


Det var en rigtig hyggelig dag, hvor vi rigtig fik mindet de glade julestunder hjemme i Danmark.

mandag den 14. december 2009

שמח חנוכה (Happy Hanukkah)

Lige i disse dage bliver den jødiske højtid Hanukkah fejret i stor stil blandt jøderne. Dette sker ved sang, dans, lys-tænding, en masse fester og donaut spisning.

Hanukkah er lysets fest og bliver fejret pga. et mirakel der skete 165 f.v.t. Efter mange års besættelse lykkedes det jøderne at smide grækerne ud af Palæstina, men der ventede jøderne et chok. Grækerne havde nemlig vanhelligt templet i Jerusalem ved at den syvarmede lysestage (der altid skulle være tændt som et tegn på jødernes evige tro på Gud) var blevet slukket!!!!

Jøderne fandt en reservebeholder af olivenolie frem, men der var akkurat kun olie til én dag
– og det ville tage flere dage at skaffe mere.

Man sendte et sendebud ud for at skaffe mere olie og derefter tændte man lysestagen. Og så skete miraklet: olien varede i 8 dage, dvs. længe nok til at skaffe mere olie!

Pga. dette mirakel fester jøderne i otte dage, hvor de tænder et nyt lys hver dag.



Billedet viser tændingen af det første lys nede ved grædemuren, hvor jøderne er samlet for at starte fejringen af Hanukkah.




Kulturforskelle!

I Israel er der mange ting, der bare ikke helt er, som de er i Danmark. Det kan nok grovt deles op i to årsager. Folks mentalitet, men den er svær og beskrive, og så de rent fysiske ting, som bare er anderledes! Når jeg snakker med folk hjemme fra, spørger de tit "jamen hvad er der, der er så anderledes?", og her kan jeg prøve at komme med lidt eksempler på nogle at de konkrete forskelle. Nogle større end andre.

  • INTET er effektivt. Bare det at skulle med bussen eller bare på postkontoret kan hurtig tage længere tid end du lige regnede med. Godt råd: Sæt altid god tid af til diverse ting.
  • Husene er ikke isoleret. Dvs. det kan hurtigt blive meget koldt indenfor!
  • Man har ingen dyner - her bruger man tæpper (lige pt sover jeg med 4)
  • Mælk købes i poser
  • Alt mad er kosher - dvs. man blander ikke mælk og kød sammen (derfor er det en rigtig dårlig joke at gå ind på Mc.D. og bede om en cheeseburger!)
  • Når shabbatten går ind (RE: solnedgang fredag) er ALT lukket. Byen ligger øde hen lige indtil solnedgang lørdag, hvor der igen kommer liv i gaderne.
  • Det kan godt betale sig at prutte om prisen - det er ikke unormalt at få pruttet prisen 60% ned.

Og der findes mange, mange flere.....

fredag den 11. december 2009

Long time ago in Betlehem

”Og mens de var der, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget”

Historien er ikke fjern for langt de fleste af os. Vi kan den næsten på rygraden. Ikke desto mindre interessant og betydningsfuld bliver historien dog.

Som en god optakt til julen tog vi (nogle x- disciple + israelsmissionens volontører) et smut til Betlehem. Vores første stop var fødselskirken, hvor Jesus-barnet blev født. Andet stop var mælkegrotten, som var en grotte som Maria og Josef gjorde stop ved under deres rejse fra fødselsstedet til Ægypten. Ifølge sagnet tabte Maria en dråbe mælk i grotten mens hun ammede Jesus og straks blev hele grotten hvid. Hermed er grotten blevet et meget helligt sted, og sagnet siger, at hvis en kvinde ikke kan blive gravid skal hun bare tage og skrabe noget af det hvide pus fra væggene, blande det med vand eller mælk og drikke det og så pling – så kan hun blive gravid! Om det er sandt ellers ej, må du selv tage stilling til.
Udover dette besøgte vi også Herodion samt hyrdernes mark.


Alt i alt en rigtig god tur! Så hvem behøver diverse juledekorationer, nisser, julefrokoster og julemænd – når Betlehem ligger lige i baghaven?

tirsdag den 1. december 2009

Glædelig 1. december!

Hejsa alle sammen!
Når man befinder sig i Jerusalem i december, er det eneste man oplever af julen, det man selv laver!
Det er ikke helt let at komme i julestemning, når termometeret siger 20 grader og man skal ned af den fjernste bassargade i den gamle by for at finde skyggen af en julemand. Man er væk fra alle traditioner og alt det man forbinder med julen....
Så derfor vil jeg ganske frimodigt bede om lidt hjælp med julestemningen!!!!