Ankomst Emmanuel

 

Så er jeg endelig nået frem til Emmanuel, hvor mit hjem i de kommende ca 4 måneder hedder:

 

Orfanatorie Emmanuel

Mette Amby

Apdo Postal 20496 Comayaguela, Honduras

 

• Breve og pakker modtages gerne!

Her bor jeg sammen med 7 andre piger. Vi er 4 danskere og 4 amerikanere. Jeg har været så heldig, at få lov til at dele værelse med en københavner, egentlig er jeg lidt i tvivl om sprogbarrieren er størst mellem mig og børnene på Emmanuel, eller om den er større mellem mig og min rombo. Det vil tiden nok vise.

 

Emmanuel er et kæmpe børnehjem med nuværende ca 500 børn i alderen 0-18 år.

Jeg skal primært være ved de såkaldte Power Todlers, som er drenge i alderen 5-7 år. Hold da op der er gang i sådan nogle små dejlige drenge. Så jeg kan godt finde min kreative side frem og finde på aktiviteter de kan lave, når de ikke er i skole.

 

Derudover har jeg fået ansvaret for at uddele medicin på hele Emmanuel - tjo man er vel sygeplejerske. Det betyder, at hver dag er der ca 30 børn der får fast medicin + det løse. Der er meget at holde styr på, og mange ansigter at huske. Det bliver lettere og lettere dag for dag.

Lige nu glæder jeg mig bare til at få en hverdag hernede, og føle at jeg bare har lidt styr på nogle ting.

 

42,5 timers rejse = Honduras

Tænk at det ikke tager længere tid at komme om på den anden side af jorden. Efter små 42,5 timer landede vi sikkert i Tegucigalpa, mandag kl. 10.30 lokal tid (som er 8 timer bagefter Danmark). Jetlag - tjo lidt.

Her skal jeg være i 10 dage til et intensiv spanskkursus sammen med de andre volontører fra Impact.

Mit ordforråd indenfor det spanske, inden afrejse, rækker til "Hola, dos cervezas". Håber på at kunne bare lidt mere, når disse 10 dage er gået. Modet er højt, og skoleattituden er genfundet. Har allerede nu efter 3 dage fundet ud af at sige: "det forstår jeg ikke" - så mon ikke, at jeg nok skal komme godt efter det..!?!

Her ses de sindsstemninger som man kommer igennem på bare 1 times spanskundervisning!

Så åbner bloggen igen!

Efter lidt over 6 år, så genåbner bloggen igen. Denne gang hedder destinationen ikke Israel, men derimod Honduras. Jeg har fået orlov fra mit arbejde, for at hjælpe udsatte børn og unge på børnehjemmet Emmanuel. Denne blog vil løbende blive opdateret, så I kan følge med i mine oplevelser.

Min mosters gamle backpacker-taske, der i forvejen har rejst meget af verden rundt, er pakket og klar til afgang!