Hej Danmark!

Efter en meget lang rejse (20 timer) og en meget svær afsked med Israel kom tiden, hvor jeg endelig kunne sætte mine fødder i det ganske danske land og indånde den kølige forårs-agtige luft!



På Holsted station (20.36 - en lidt mere præcis tidsplan end jeg ellers er vant til fra Jerusalem!) blev jeg møde af min kære lille familie. Der havde taget det danske flag med - hvis jeg nu skulle have glemt, hvordan det så ud!

Det var nu dejligt, at se dem igen!

Dagen der på tog jeg til familiefest med overnatning - så der var ikke andet tid end lige at stille kufferten ind på værelset og ellers ud af døren igen... Det var en rigtig hyggelig familiefest, hvor jeg rigtig kunne få mulighed for at fortælle om alle de fantastiske oplevelser, jeg har fået i Israel.

Søndag havde jeg så regnet med, at jeg kunne få slappet lidt af ovenpå den seneste tumult, men det viste sig ikke at blive tilfældet.... Søndag aften bankede det nemlig på døren og uden for stod der 23 glade IMU'er der bød mig velkommen hjem.... Dejligt!







... Læg godt mærke til farveforskellen i huden. Hold da op! Hvor er jeg brun! (Selvtilliden fejler stadig ingenting efter 6 måneder i det store udland!)

Jalla bye - Jerusalem!

After 6 amazing months in Israel - Jerusalem - Alyn, the time came to say: GOODBYE.
We had a goodbye party in the bunker with all the volunteers with whom I shared my life the last 6 months...
We tried to make a barbecue in the garden, but after several trials to start the grill, we decided to forget the barbecue and use the kitchen to fry the sausages..... (we used the grill to warm up the marshmallows!)
It was a great evening - and I will really miss the life in the bunker/Alyn...

Thank you everybody! I will miss you!
Danke für Alles!! Ich werde Euch vermissen!!

Alyn-volunteers: you are always welcom to visit me in Denmark!!

Besøg fra det kolde nord

Her i Påsketiden har jeg med stor fornøjelse kunne sige: "Velkommen til Jerusalem" til mine kære bedsteforældre + påhæng!

Vi har haft nogle hyggelige dage sammen, og det var da også rart at få et kuns af nogle dejlige personligheder, jeg ikke har set i 6 mdr.

Som I kan se på billedet er familien et godt eksempel på nogle rigtige tourister - Felix-hatten er på hele tiden!

Mormor, Sigfred, Bedstefar og Inger (israelerne - som de kalder sig selv) er rejst til Israel med et rejseselskab, der har lavet en færdig pakke til dem. Det har betydet, at jeg har kunne være sammen med dem, når de havde "fri". Det havde de blandt andet fredag, hvor vi tog et smut ned i Den Gamle By for at opleve stemningen og kigge på souviniers.

Der blev rigtigt handlet ind, og jeg fik lov til at være mellemmand mellem shop-ejerne og mine kære bedsteforældre - så vi var sikre på, at alle forstod hinanden! Selvom mormors engelskkundskaber viste sig med stor tilfredshed, da hun med stolthed kunne belære Inger om, at en gaffel altså hedder en fork - det brugte vi jo til at høste med.

Derudover synes jeg også, at de skulle prøve at smage en Frozen Yoghurt. Til dem der ikke kender princippet bag en Frozen Yoghurt, vil jeg lige give en kort beskrivelse: man vælger nogle forskellige frossene frugter, som derefter bliver knust og blandet sammen med en yoghurt-lignede cream. Dette bunder ud i en slags is, man kalder "Frozen Yogurt". "Israelerne" var villige til at prøve det ukendte og det blev da også indtaget med stor tilfredstillelse.

Inger havde dog misforstået princippet lidt, da hun efter at være halvfærdig udbryder: "Jeg kan altså ikke finde den banan jeg puttede i - den må nok ligge nede i bunden"..... hmm.... Jeg kunne altså ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet!

Langfredag, smertens vej - ja, det tør siges!

Når man befinder sig i Jerusalem i påsken, er det næsten et most at gå Via Dolorosa - den vej Jesus gik, fra han blev dømt til døden indtil han nåede Golgota. Det er meningen med vejen, at man skal mindes alt det Jesus gennemgik de sidste timer, inden han døde igennem bøn, sang og bibellæsning - MEN: det var nu ikke helt den oplevelse jeg havde gennem vandringen.

Skub, mas, "Flyt dig!", 100 mennesker på 1 kvm samt grædende enker - der er villige til at bruge både knæ og albuer til at skubbe med, for at komme hurtigere frem - er bare enkelte af de gloser, jeg kan putte på vandringen. Den danske gruppe var (desværre) ikke de eneste, der havde fået den idé at gå Via Dolorosa - langfredag.... Faktisk var der flere tusinde, der ønskede at mindes Jesu lidelser og dette førte til et kæmpe kaos!!
Jeg kan lige give et lille eksempel for, at I måske kan forstå mig bedre:
- Midt i vandringen kom der en prop i bevægelsen, fordi en bil havde fået sig klemt ind i menneskemængden og forsøgte at køre mod strømmen. Alle stod stille og kunne hverken komme frem eller tilbage. Fra en sidegade kommer nogle ortodokse munke bærende på et kæmpe metalkors (i rigtig størrelse) - i stedet for at vente til at menneskemængden begynde at bevæge sig igen, maste de sig ud på vejen - de skulle jo bare fremad... Her var der ingen nåde, de skulle vandre smertens vej og det skulle være her og nu! Koste hvad det koste ville. Alle blev mast sammen. Børn kom i klemme og gamle enker var lige ved at falde - ja, jeg kan næsten kun sammenligne det med Roskilde festival.
Nogle gange kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor folk valgte at gå i Jesu fodspor? Religiøse årsager? Eller bare tradition?
Sådan som folk de opførte sig, kunne jeg ikke helt sætte i sammenligning med, hvad Det Nye Testamente har lært mig om næstekærlighed?? Måske har jeg misforstået noget, men den oplevelse jeg fik er ikke noget, jeg vil sætte i forbindelse til kristendommens budskab.

Èn ting har jeg dog forstået, hvorfor Vis Dolorosa har fået navnet "Smertens vej" !!!